Udgivet

I 2005 stod jeg på startstregen til Copenhagen Marathon for første gang. I 2015 stod jeg der så igen. Til et løb, der er i konstant udvikling. Startstregen er rykket fra Det Kongelige Bibliotek til Islands Brygge, mens deltagerantallet og opbakningen stiger fra år til år.

Navn: Asser Jon Nielsen
Klub: Sparta
Alder: 27 år
PR på maraton: 2:35:50 (Copenhagen Marathon 2015)

På det personlige plan er jeg gået fra at være debutant i 2005 til at blive en del af elitefeltet i 2015. Den samlede maratontræning i 2005 bestod af lidt over 200 km. De 200 km blev nøjsommeligt noteret og lagt sammen i en notesbog. I 2015 fortalte mit GPS-ur mig at jeg løb små 200 km ugentligt.

Men der stopper forskellene også. For selvom jeg har udviklet mig, er følelserne for Copenhagen Marathon stadig de samme. Kun to udlandsophold har gjort, at jeg ikke har stillet til start i alle årene fra 2005-15. Jeg er blevet afhængig af Copenhagen Marathon.

Løbet starter med en lang rus. En glæde over at få lov at løbe på de store københavnske gader. En glæde over at gaderne er bilfrie for en dag. Og en lykkefølelse over det store publikum, der er mødt frem.

Asser3

På et tidspunkt bliver lykkefølelsen udfordret af smerte. Det er forskelligt, hvornår det sker. For mit vedkommende plejer det at være ved 30 km. Det er her, løbet for alvor starter.

Så handler det om at få et fix. Det får jeg fra publikum. Jeg har nogle bestemte fikspunkter. Trianglen på Østerbro er et af dem. Det er et sted, der passeres fire gange i løbet af de 42,2 km. Derfor er det blevet lidt af en publikumsmagnet.

Trianglen passeres to gange efter de 30 km. Kun afbrudt af en tur igennem Fælledparken. Nogle år har der været karneval i parken, hvorfor smerten er blevet tilsidesat til fordel for sambarytmer og synet af farverige dansere. Andre år har det været så godt vejr, at rigshospitalets patienter er blevet rullet ud for at se på. Det har sat løbernes midlertidige lidelse i perspektiv.

Men efter at Fælledparken og Trianglen er passeret, bliver Copenhagen Marathon hårdt. Det åbne stykke langs Søerne kan være udfordrende, afhængig af hvordan vinden blæser. Men langs søerne kan man også skimte det næste fikspunkt. Dronning Louises Bro. Måske løbets højdepunkt.

Desværre må vi ikke løbe den direkte vej til broen. Vi skal i stedet en tur ad Tagensvej. Den skal krydses. De tunge ben skal løftes ned af en kantsten og over en ny. Og hvis man ikke allerede har mødt muren, gør man det her. Københavns Universitets røde murstensvægge. De kaster lange skygger over Tagensvej. Dejligt for løberne, men ikke for tilskuerne. Derfor er det småt med opbakning. Men når der drejes af Tagensvej, venter et væskedepot. Og herefter Sankt Hans Torv. Her kommer opbakningen tilbage. Og den tager til.

Ved ca. 36 km svinger vi ind på Elmegade. Her fra kan løberne høre opbakningen fra Nørrebrogade. En opbakning, der tager til, jo længere ned ad gaden du kommer. På Dronning Louises Bro når den sit klimaks. Som på en bjergetape i Tour de France stimler folk sammen om løberne. Hvis du er heldig, får du et skud konfetti oven i alle de positive tilråb.

Det giver et mentalt boost ud over det sædvanlige, og lige pludselig er der kun 5 km til målstregen på Islands Brygge. 5 km der tager dig forbi Rådhuspladsen, brostensbelagte sidegader til strøget, samt Christiansborg. Måske registrerer du ikke det hele. For luften er knap, benene er tunge, og tankerne er negative.

Asser2

Det, der i så lang tid har virket meningsfuldt, bliver erstattet af spørgsmålet; hvorfor gør jeg det her?

Og imens flere af løberne formentlig overvejer dette, så melder den sidste store udfordring sig. Langebro. Med 41 km i benene kan det virke som en uoverskuelig stigning. Men fra broen kan løberne skimte et nyt fikspunkt. Målet på Islands Brygge.

Det eneste, der nu adskiller løberne fra målstregen, er et u-sving fra Langebro og ind på opløbsstrækningen. Hvis man kan undgå en krampe, så er de sidste hundrede meter ren nydelse. Målet er i sigte, og opbakningen tager til.

Jeg har været der mange gange. I målområdet til Copenhagen Marathon. Jeg er nået dertil på forskellige måder. Nogle gange med krampe, andre gange med overskud. Det har været hedebølge og det har været regnvejr. Men lige meget hvad, har det været et fantastisk sted at komme til.

For euforien i målområdet er fantastisk. Det er svært at sætte ord på. Og det er faktisk også få ord, der kommer ud, når man lige har løbet 42,195 km. I stedet bliver der udvekslet high-fives, smil og anerkendende blikke. Løberne er trætte, men glade. Nervøsiteten er blevet til forløsning. Og spørgsmålet om, hvorfor vi gør det, bliver hurtigt erstattet af, hvornår vi kan gøre det igen.

Det kan vi heldigvis om mindre end 100 dage. Der kan jeg og en masse andre få stillet vores afhængighed.

Samtidig vil der også være debuttanter på startstregen. De skal glæde sig, men passe på. For Copenhagen Marathon er stærkt vanedannende.

Følg Asser på Facebook.com/asserjonnielsen, hvor han blogger om løb og sine forberedelser frem mod Telenor Copenhagen Marathon.