Få den bedste start på din maratontræning med tidligere eliteløber Henrik Thems 10 bedste begyndertips.
1. Vælg de rigtige løbesko
Det er en absolut nødvendighed, at du bruger et par løbesko, der passer til dig. Tag forbi en forretning, der er specialiseret i løb, og få lavet en løbestilsanalyse. Fødder er forskellige, og det er vigtigt at tage hensyn til dette.
2. Løb altid så vidt muligt på blødt underlag
Løb på f.eks. grus, græs eller skovstier. Belastningen her er betydelig mindre end ved løb på asfalt. Skal du blive bedre til at løbe, er kontinuitet i din træning altafgørende. Her har valg af underlag stor betydning, for jo mindre belastning du udsætter din krop for, desto mindre risiko har du for skader og træningspauser.
3. Find nogle træningskammerater
Det kan være svært at træne alene. Så find nogen, der kan støtte dig på de træningsdage, hvor der skal løbes langt, eller hvor du bare har lidt svært ved at komme afsted. Løb er individuelt, ja, men det kan også være meget socialt. Se her, hvor du kan deltage i den officielle Telenor CPH Marathon fællestræning.
4. Start med at lave en træningsdagbog
I din træningsdagbog skal du indtaste din træning for hver gang. På den måde kan du følge med i, hvordan du udvikler dig.
5. Meld dit mål ud, og vær åben omkring din målsætning
Folk kan bedre støtte dig, hvis du fortæller dem om dit mål, og hvad det betyder for dig. På den måde bliver det nemmere at nå det, du gerne vil opnå.
6. Husk at du selv vælger hvilke træningsdage, du vil træne hvad.
Uanset hvilket træningsprogram du følger, skal det passe til dig. Typisk vil det være en fordel at løbe interval midt på ugen og en lang tur i weekenden, men i princippet er det op til dig. Udfør dog aldrig to ens træningspas i træk.
7. Indhent ikke tabt træning. Basta!
Misser du et træningspas, er det ærgerligt, men ikke ødelæggende. Det kan det til gengæld være, hvis du hele prøver at presse mere træning ind, end du åbenbart har tid til.
8. Husk din søvn
Undervurder ikke det behov, din krop har for at restituere. Respekter at du træner hårdt, og giv kroppen minimum 8 timers søvn i døgnet. Dit hoved fungerer med mindre, men det gør din krop ikke.
9. Træn aldrig med feber i kroppen
Tag hellere en fridag. En tabt træningsdag betyder ingenting i det samlede billede.
10. Trap ned
Respekter, at de sidste 14 dage før et maraton skal være rolige. Du kan ikke ændre formen på dette tidspunkt. Så hold dig til planen, og lad være med at løbe mere.
Flere nyheder |