Udgivet

Hvordan kombinerer man en travl hverdag som virksomhedsdirektør med et familieliv og en datter på 10 måneder? Og hvordan får man samtidig tid til at løbe 60 – 80 km om ugen? Lars Juul Madsen leder stadig efter formlen, der kan give flere timer i døgnet, men indtil da bliver en del af træningsturene frem mod Telenor Copenhagen Marathon 2017 tilbragt sammen med hans datter i baby-jogger.

Mit navn er Lars Juul Madsen, og jeg er 32 år, bor på Frederiksberg med min forlovede Cecilie og vores lille datter Alberte. Dette er fortællingen om, hvordan jeg begyndte at løbe, og hvordan jeg planlægger at løbe Telenor Copenhagen Marathon 2017.

22 år med fodbold

Jeg har spillet fodbold, siden jeg var 4 år, og i de første mange år var jeg sikker på, at jeg skulle på landsholdet. Ligesom mange andre måtte jeg i ungdomsårene dog indse, at jeg nok skulle se mig om efter en anden levevej. Men jeg holdt fodbolden vedlige, og selvom jeg ikke syntes, det var det sjoveste at løbe, var det altid en fast del af forberedelserne til fodboldsæsonen.

Det første halvmaraton

I 2010 havde jeg løbetrænet en del, og jeg kastede mig derfor ud i at tilmelde mig mit første halvmaraton. Til H.C.A. Marathon i Odense havde jeg tilmeldt mig den halve sammen med min bror, og med en tid på 1:33:53 var jeg yderst tilfreds. Med et bevis på, at min form var ganske fin, kunne jeg starte fodboldsæsonen med god samvittighed.

Det blev dog en af de sidste sæsoner med fodbold. I takt med at virksomheden tog fart, blev det sværere og sværere at finde tid til 3-4 dage om ugen med fodbold. Jeg prøvede mig derefter med crossfit i et års tid for at holde mig i gang, og i 2014 begyndte jeg at løbe igen. Primært korte distancer og intervaller, da jeg med det samme kunne mærke effekten af den højintensive træning. Med en 10 km. tid lige under 50 minutter havde jeg dog lidt vej tilbage til min tidligere form …

Den berømte mur

Efter en god sommer med regelmæssigt løb, var jeg klar til at kaste mig over halvmaratondistancen igen. Jeg havde fået lidt fart i benene igen, og jeg valgte derfor – lidt for optimistisk, fandt jeg ud af – at hægte mig på et par af mine venner, der skulle løbe lidt hurtigere. Det gik O.K. til omkring 10 km. Ved 14 km var jeg tømt for kræfter, og de sidste 5 km er nogle af de værste, jeg husker.

Med rygkramper og et ligbleg ansigt kommer jeg i mål og får for første gang respekten for, at et halvmaraton kræver en plan. Som så mange andre gange i mit liv, blev jeg motiveret af modstand, og jeg beslutter mig hurtigt for, at jeg vil tage løbet mere seriøst.

NBRO-effekten

Jeg får søgt på Google efter ”løbeklub København” og finder hurtigst frem til nogen, der kalder sig NBRO Running. Jeg huskede dem fra halvmaraton for deres sammenhold, hep og ikke mindst konfetti. Jeg har mine første ture med dem i efteråret, og fra vinteren 2015 begynder jeg at løbe med dem 2-3 gange om ugen. Jeg ser hurtigt resultater, og jeg oplever for første gang, hvordan løb får den samme sociale karakter, som fodbolden havde givet mig i mange år.

Jeg glædede mig til at skulle ud og løbe. Jeg var omgivet af alle disse løbere, hvor der selvfølgelig var mange, der løb meget hurtigere end mig, men der var også mange omkring mit eget niveau. Det afgørende var: Man følte sig velkommen. ”Social running” er nævnt mange gange de senere år, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis det ikke var for NBRO, så havde jeg ikke bevaret lysten til at presse mig selv og lægge så mange timer i at løbe.

Elsker udfordringer

Dette var den første del af min historie om løb. I den kommende tid vil jeg fortælle om min første oplevelse med maraton, og hvordan jeg prøver at planlægge min tid, så jeg når de ting, jeg gerne vil. Jeg elsker udfordringer, og jeg håber, at min og Albertes vej mod Telenor Copenhagen Marathon kan inspirere dig til også at nå dine mål.

Vi ses forhåbentlig snart i Københavns gader.

Share this with your friends ...Tweet about this on TwitterShare on Facebook