Udgivet

Alberte og jeg løber på søndag Nike Marathontest 1 med vores Bugaboo Runner. Målet på søndag er at komme under 40 minutter på de 10 km. Det endelige mål er at gennemføre maraton sammen med min datter den 21. maj.

Mit navn er Lars Juul Madsen, jeg er 32 år, bor på Frederiksberg med min forlovede Cecilie og vores lille datter Alberte. Dette er anden del af af min beretning om, hvordan jeg begyndte at løbe, og hvordan jeg planlægger at løbe Telenor Copenhagen Marathon 2017 med babyjogger. Du kan læse første del her

Lars’ målsætning er klar: Maraton med babyjogger

Vi er klar til Nike marathontest

På søndag er det officiel start på løbesæsonen 2017, når Sparta og Nike inviterer til Marathontest 1 – den første ud af 4. De ligger med ca. en måneds mellemrum fra nu og frem mod Telenor CPH Marathon den 21. maj. Med distancer på 10 km, 15 km, 25 km og ½ maraton er det alle tiders mulighed for gradvist at teste formen af. Alberte og jeg løber på søndag med vores Bugaboo Runner, og målet er at komme under 40 minutter på de 10 km. Vi havde i søndags vores længste tur sammen indtil videre på 30 km og er langsomt ved at bygge udholdenheden op. Nu skal vi prøve at have lidt fart på 10-kilometeren igennem fælledparken!

Jeg skal huske at sige mange tak for de mange opmuntrende kommentarer på ruten, som vi fik til Änglamark Nytårsløbet – de gør det hele meget nemmere. Med mange løbere på ruten, især når der bliver løbet flere runder, er det vigtigt, at vi alle viser overskud, giver plads til hinanden og hjælper hinanden i mål med en god oplevelse. Det gælder både de hurtige løbere som motionister, at vi alle får den bedste oplevelse, når vi hjælper hinanden.

Tilmeld dig Nike Marathontest 1 her

Mit første maraton

Efter en god vintertræning beslutter jeg i starten af 2015, at jeg vil løbe mit første maraton. Jeg løber mange af mine ture med løbefællesskabet NBRO Running, og jeg finder hurtigt andre, der har samme mål som jeg selv.

Der er så mange ubekendte faktorer, når man ikke har prøvet et maraton før, og jeg trænede meget med fokus på, at min puls ikke skulle komme for højt op på de længere ture. Flere fortalte mig at det nok ikke var pulsen, som jeg skulle være nervøs for, og jeg skulle senere finde ud af, hvad de mente.

30 km transport og 12 km løb

Den 24. maj 2015 står jeg sammen med lidt over 11.000 andre løbere klar på startstregen til Copenhagen Marathon 2015. En flot morgen i København, og jeg ved stadig ikke helt, hvad der venter mig. Planen er at holde et jævnt pace omkring 4:40 – 4:45. Denne plan forløber godt, og faktisk helt frem til 35 km er der ikke nogen problemer, men så starter det rigtige maraton! Jeg har hørt mange sige, at et maraton er 30 km transport og 12 km løb. De ord havde jeg aldrig rigtig forstået – før nu!

Flere omkring mig stopper op med krampe

Hvor de første 35 km er forløbet roligt og med overskud til at hilse på publikum og med løbere i mindre grupperinger foran og efter os, er det nu det vilde vesten. Omkring mig stopper flere løbere op med kramper, og jeg kan se, at mange har det rigtigt hårdt. I løbet af få minutter ændrer min egen situation sig ligeledes markant. Mine ben bliver tunge, og hvert skridt føles som en kamp. En af mine venner, som jeg løber med, må stoppe op med krampe, men formår at komme tilbage. De næste kilometre løber vi en slags yoyo-løb, hvor vi skiftes til at måtte slippe den andens tempo, for derefter at finde sammen igen nogle hundrede meter senere.

Ved 40 km står jeg helt stille

Vi nærmer os stille og roligt de sidste kilometer af ruten. Og da vi løber under Knippelsbro og løber op af Rigsdagsgården på bagsiden af Christiansborg, kan jeg mærke, at min krop siger stop. Jeg har løbet 40 km. Og for første gang står jeg nu helt stille. Jeg fortæller mig selv, at jeg sagtens kan løbe bare to km mere, men aldrig har to km. føltes så uoverskuelige som nu. De sidste to km. bliver en kamp og nu forstår jeg, hvad folk mente, når de sagde, at det ikke var pulsen, der blev min største udfordring. Aldrig har jeg haft så ondt i benene før, og ved hvert skridt kan jeg mærke alle de ømme muskler fra under fødderne og helt op i nakken.

Jeg får mig kæmpet op over Langebro og ind på opløbsstrækningen. Der står folk og hepper på begge sider, og jeg kan nu se målstregen i det fjerne. De sidste par minutter af mit maraton er med et stort smil på læben. Jeg har ondt, men samtidig kan jeg nu mærke, at det har været det hårde slid værd. De mange træningsture og de sidste kilometres smerte kulminerer nu i en glædesrus, da jeg passerer målstregen med armene over hovedet. På trods af, at jeg er over en time efter vinderen, føles det som en sejr for mig. Jeg har gennemført mit første maraton, og med tiden 3:22:50 er jeg yderst tilfreds.

Smag for mere – et mål om sub 3!

Jeg når at fortælle mig selv, at jeg aldrig skal løbe maraton igen. Men efter et par ugers afslapning kan jeg mærke, at der er noget ved distancen – udfordringen – der motiverer mig, og jeg beslutter mig for, at jeg vil lægge en målrettet plan frem mod Berlin Marathon i efteråret 2015. Min helt store drøm er at gennemføre et maraton under 3 timer, en såkaldt sub3. Fra mange af mine venner ved jeg, at de tre timer ikke er noget, som man bare gør. De har løbet mange maraton og har endnu ikke været i stand til at bryde den magiske grænse. Det både skræmmer og motiverer mig på samme tid, og med kun 4 måneder til start virker det da også en anelse optimistisk at tro, at jeg kan skære godt 23 minutter af min tid.

Den sommer bliver hård. Vi er en gruppe på omkring 10 NBRO-løbere, der alle har samme mål. I gennem sommeren ligger jeg på ca. 60 km om ugen, og i de hårdeste uger når jeg op over 80 km på en uge. Vores sammenhold er altafgørende, og vi løber rigtig mange af vores ture sammen, hvilket gør, at vi får et specielt kammeratskab og motiverer hinanden til at løbe de mange kilometer, som kræves.

På startstregen i Berlin står vi en gruppe på 10 NBRO-løbere, der alle håber, at vi om lidt under 3 timer kan passere målstregen ikke langt fra, hvor vi står. Vi har fået Anders Rømer, en fantastisk løber og medstifter af NBRO Running til at holde pace for os, og på trods af, at der står lidt over 40.000 andre løbere, så føles det betryggende at vide, at jeg bare skal følge ryggen på Anders, og mere behøver jeg ikke bekymre mig om.

Starten går og vi suser igennem Berlins gader. Vi rammer kilometer pace nærmest på sekundet – kilometer for kilometer. For at komme under 3 timer på en maraton skal du have et gennemsnitspace på 4:15-4:16 pr. km. Det svarer til at løbe 10 km. på omkring 42:30 min. lidt over 4 gange. Alt går efter planen og ved ½-maraton-mærket siger tiden 1:29:34 og et split (gennemsnitspace) på lige under 4:15 pr. kilometer.

Alt forløber godt frem til de berømte 35 km. Flere af mine medløbere begynder nu at få problemer. Nogle af dem, der havde lagt for hårdt ud, er blevet indhentet og er hurtigt faldet fra igen. Vi er omkring 5 tilbage i gruppen på dette tidspunkt, og jeg kan også selv mærke, at jeg skal til at arbejde for det. Ved 38 km begynder jeg at blive utroligt tørstig, overskuddet er væk, og jeg skal virkelig kæmpe for at holde pace. Vores pacer Anders viser utroligt overskud, han er hele tiden opmærksom og kommer med opmuntrende ord.

”I får ikke lov at slippe nu! Om under 20 minutter er vi i mål.”

Det giver et kæmpe boost at have en pacer. Fra km 40 kan jeg ikke huske det resterende af løbet, hvilket er lidt ærgerligt, da det efter sigende skulle være den flotteste og mest publikumsbesatte del af ruten. Jeg formår dog at holde mit fokus fra start, og jeg ved, at jeg skal bruge min resterende energi på at holde ryggen på Anders. Det lykkedes, og med en tid på 2:58:34 kan jeg i den grad fejre, at jeg er kommet i sub3-klubben. Jeg gav Anders det største kram og takkede ham for hjælpen. Uden ham er jeg sikker på, at det ikke var lykkedes. Det viste sig, at jeg havde fået en lettere dehydrering, og det tog mig ligeså lang tid at komme fra målstregen til vores bagage, som det havde taget at løbe den sidste halvmaraton, men det er en hel anden historie.

Vigtigheden af et mål

Jeg havde som beskrevet et helt fantastisk løbeår i 2015. Jeg fik min debut på maraton og formåede at skære næsten 25 minutter af på 4 måneder, så jeg nåede mit mål om at komme under 3 timer. Jeg havde i den grad fået smag for maraton. De mange ”arbejdstimer” og en målsætning langt ude i horisonten kender jeg fra mit erhvervsliv, og jeg har lært, at de ting, der ikke kommer nemt, de ting som du virkelig skal arbejde for, det er også de ting, du tager med dig resten af livet

Rigtig godt løb!

Share this with your friends ...Tweet about this on TwitterShare on Facebook