Udgivet

Telenor Copenhagen Marathon 2017 bliver med et meget stærkt elitefelt.

Når den 38. udgave af Telenor Copenhagen Marathon skydes i gang søndag den 21. maj på Islands Brygge, er det med et meget stærkt elitefelt. Det betyder, at der er en realistisk mulighed for, at vi får ny løbsrekord for både mænd og kvinder, og – hvis det hele flasker sig – måske også den hurtigste maratontid, der nogensinde er løbet på dansk grund.

“Der er ingen tvivl om, at hvis vi får nye rekorder på søndag, så bliver det af løbere fra enten Etiopien eller Kenya. Selv om vi endnu ikke kan lokke de helt store verdensstjerner til, så har de næstbedste fra disse lande stadig et imponerende niveau, og jeg er godt tilfreds med de eliteløbere, som stiller til start på søndag, da det på papiret er det stærkeste elitefeltet nogensinde til Telenor Copenhagen Marathon,” siger Henrik Paulsen, sportschef i Sparta.

Denne vurdering er Jeppe Weinrich, pressechef i Dansk Atletik Forbund og med et stort kendskab til den internationale løbeverden, enig i.

“Årets elitefelt afspejler den altdominerende position, som Etiopien og Kenya indtager i maratonløb i øjeblikket. Umiddelbart er det svært at udpege nogen favoritter i år, men hvis noget taler for en ny løbsrekord, så er det feltets store bredde. Der kunne meget vel gemme sig en kommende stjerne blandt de mange relativt ubeskrevne navne,” siger han.

Læs hele foromtalen af årets eliteløb og se hele elitefeltet her
Share this with your friends ...Tweet about this on TwitterShare on Facebook