Udgivet

Løbere og tilskuere kan glæde sig til masser af underholdning langs ruten på søndag.

Når 11.000 løbere på søndag sendes ud på de 42,195 kilometer rundt i København og på Frederiksberg, bliver det i en feststemt kulisse. Der forventes nemlig i omegnen af 100.000 tilskuere langs ruten, og hele vejen rundt er der et væld af underholdning, som sætter prikken over i’et for både tilskuere og løbere.

“Det er ikke kun ruten og elitefeltet, som i år er det bedste nogensinde, det samme er al den underholdning og de power zoner, som er langs ruten. Vi har hele 27 forskellige steder med underholdning, og det er lige fra det klassiske samba-orkester ved Knippelsbro, over de unge tyrolere fra Heidis und Hosen og Roskilde-aktuelle “Farveblind” til Telenors kæmpe power zone i Fælledparken,” siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta, som i år arrangerer Telenor Copenhagen Marathon for 38. gang.

Rekordmange power zoner

Der er i år hele ni power zoner fordelt ud over ruten. En power zone er et område, hvor der er gjort ekstra meget ud af underholdningen. Udover Telenors store familievenlige power zone med Jakob Riising som vært og masser af underholdning for hele familien, er der i år en stor Mikkeller Power Zone på Nørrebro, og NBRO holder en stor cheering-fest på Dr. Louises Bro. Som noget nyt har Haven Festival en stor Power Zone i og omkring Havnegade med masser af musik, mad og drikke i havnebrisen.

“Der er tre power zoner, hvor der virkelig bliver gang i den. Hos Mikkeller er der blandt andet underholdning ved en DJ fra toppen af en brandbil, cheering med fede overraskelser og smagsprøver på deres gode øl. NBRO løfter i år lydniveauet med en stor lydinstallation, før løberne når klimaks på Dr. Louises Bro. Hos Haven Festival kan man blandt andet nyde mad fra Meyers og øl fra Mikkeller” siger Dorte Vibjerg.

Helt nye live zoner

I år er der også helt nye digitale muligheder for tilskuerne, som også løberne får glæde af. Det er nemlig muligt at se sine favoritløbere løbe i real-time, selvom man som tilskuer er et andet sted på ruten. Det sker via fire nye live zoner, hvor løberne bliver filmet, og der bliver taget billeder. Disse film og billeder kan man som tilskuer se live på cphmarathon.dk og i Telenor CPH Marathon Appen.

“Det fungerer sådan, at løbet streames på fire forskellige kanaler. På hovedkanalen kan man se selve løbet, og når så ens favoritløber nærmer sig en live zone, så kan man både i Telenor Copenhagen Marathon Appen og på copenhagenmarathon.dk skifte kanal og se sine favoritter løbe live,” siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta.

Efter løbet vil fotos og videoer være tilgængelige under hver enkelt løbers resultatprofil, hvor de kan downloades helt gratis.

Udforsk ruten og al underholdningen

Læs  mere om de enkelte power zones og entertainment spots og deres placering via det interaktive rutekort på hjemmesiden og i Telenor CPH Marathon Appen

Share this with your friends ...Tweet about this on TwitterShare on Facebook