40 ÅRS MARATONHISTORIE

De første maratonpionerer løb igennem Københavns gader for første gang i 1980.

Selvom maratondisciplinen efter sigende går tilbage til oldtidens Grækenland, skulle der gå mange år, før ideen om at løbe 42,195 km i ét stræk bredte sig til andre steder i verden. Boston Marathon blev afholdt for første gang i 1897, men først i løbet af 70'erne og 80'erne kommer maraton til Europa.

I 1980 er maraton nået til København med løbe- og atletikforeningen Sparta Atletik og Motion som arrangører, og de første maratonpionerer kan stævne ud på den uforudsigelige distance.

Den folkefest med tusindvis af maratonløbere, som i dag ruller igennem Københavns og Frederiksbergs gader, er noget helt andet, end det var de mange første år.

Selvfølgelig var der tilskuere, men det var ikke et tilløbsstykke som det er i dag. Der var ingen power zoner, DJs, cheer leaders, skrigende tilskuere, konfettiregn eller anden underholdning, til at booste motivationen, når det blev hårdt.

Bare ren viljestyrke og sejhed.

EN REJSE IGENNEM TIDEN

I København mødes gamle brokvarterer og nye hippe byrum

Der er sket meget, siden hovedstaden for første gang lagde asfalt – eller rettere brosten – til de første maratonløbere.

Men København rummer stadig både de gamle stræder og historiske bygninger såvel som nye hippe bydele og nytænkende byrum i København. På maratonruten oplever du det hele.

Hver bydel har sit særlige særpræg, som efterlader hver deres indtryk, når du løber igennem. Fra det livlige, farverige Nyhavn, hen over Københavns engang så geschäftige havn, forbi Christian 4.s velkendte Rundetårn, forsvarets historiske Kastellet, det royale Amalienborg og det brogede Vesterbro, som i dag er forvandlet til en urban oase med hipstere og børnefamilier.

DENGANG DET HELE STARTEDE

Den første kvindelige vinder af Wonderful Copenhagen Marathon, som løbet hed dengang, var Lone Dybdahl.

Folkevognsrugbrød og Ladaer kører side om side med maratonfeltet i starten af 1980'erne.

Der var bare 995 deltagere i den første udgave af Copenhagen Marathon. Kun 47 af dem var kvinder.

Kranerne langs havnefronten dannede kulissen for Københavns marathon.