Amerikanske Sage Canady er et kendt ansigt inden for ultraløb, hvor han har mange flotte sejre på CV’et. Søndag stiller han op ved Telenor CPH Marathon og satser på at løbe under 2.19.00.
Sage Canady fra Colorado i USA er et kendt ansigt blandt alle dem, som går op i ultra- og trailløb, men han er også en glimrende maratonløber.
Søndag stiller han til start ved Telenor CPH Marathon i det, der bliver hans første maratonløb uden for USA. Og det er ikke tilfældigt, at han har valgt at løbe i København.
”København er en fantastisk by med mange ressourcer og et rart miljø. Jeg var på udkig efter et velorganiseret maraton med hurtige konkurrenter og behageligt vejr, så derfor valgte jeg København. Jeg blev opmærksom på løbet via de sociale medier, hvor jeg så billeder, som andre løbere havde lagt op, og det vakte min interesse,” siger Sage Canady.
Målet er OL
Sage Canady har ad flere omgange deltaget ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber til OL, og det vil han meget gerne igen i 2020.
“Jeg vil meget gerne løbe stærkt her i København, da jeg gerne vil kvalificere mig til de amerikanske udtagelsesmesterskaber til OL, hvilket kræver en tid på under 2.19.00, og så virkede Telenor CPH Marathon som det rigtige løb for mig med masser af stemning og en flad og hurtig rute” siger han.
Det er dog som ultraløber, han har haft størst succes, men han kan godt lide at skifte lidt imellem ultraløb og maraton.
”Jeg kan godt lide variationen. Om vinteren træner jeg eksempelvis mere på landevejen, da der er masser af sne i bjergene, og så kan jeg godt lide farten, når jeg løber på landevejen, da ultraløb i bjergene er noget helt andet. Jeg kan også godt lide at opleve storbyer, og der er bymaratonløb en god mulighed.”
Sådan lyder det fra en af USA’s bedste ultraløbere, som også er velkendt på de sociale medier, hvor der er mere end 100.000 følgere af hans youtube-kanal Vo2maxProductions, mens han har mere end 55.000 følgere på Instagram.
Søndag under Telenor CPH Marathon kan du se Sage Canady med fremme i feltet med nummer 16 på brystet.