Udgivet

Grundet den alvorlige situation forårsaget af Covid-19 aflyses Copenhagen Marathon 2020 samt de øvrige events planlagt til samme weekend.

Grundet den alvorlige situation forårsaget af Covid-19-pandemien, beklager vi at måtte meddele, at den 41. udgave af Copenhagen Marathon, som skulle have været afholdt den 17. maj 2020, aflyses. Samtidig aflyses også Mini Marathon og Breakfast Run i Tivoli, som skulle have været afholdt dagen forinden.

Vi ved, at denne beslutning vil skuffe alle jer, der trænet hårdt og længe, og som har bevaret håbet om at kunne gennemføre maratondistancen i København i år.

Men set i lyset af, hvordan Covid-19-udbruddet har udviklet sig i Danmark og store dele af verden over den seneste tid, ser vi det ikke længere som muligt eller forsvarligt at afholde dette års Copenhagen Marathon.

Alle betalende deltagere vil blive tilbudt at overflytte deres tilmelding til næste års Copenhagen Marathon, som finder sted den 16. maj 2021, eller få fuld refundering for det betalte deltagergebyr. Vi håber selvfølgelig, at vores deltagere vil støtte op omkring Copenhagen Marathon ved at tage imod tilbuddet om at overflytte starten til næste år, hvor vi vender stærkt tilbage.

Deltagere skal ikke foretage sig noget for at få framelde sig, overflytte starten eller få pengene refunderet. Vi kontakter alle deltagere, men beder om forståelse for, at vi har brug for lidt tid til at forberede de tekniske og organisatoriske processer, inden vi er klar til at sende yderligere information ud.

Pas på jer selv og hinanden, indtil vi igen kan løbe sammen.

På vegne af Spartas løbsledelse og teamet bag Copenhagen Marathon
Dorte Vibjerg, direktør i Sparta