
Efter rekordstor interesse og deltagerantal til dette års løb løfter Copenhagen Marathon nu sløret for en spændende nyhed: I 2026 flytter den officielle expo nemlig til Forum København – en markant større lokation, som giver meget mere plads til både udstillere, gæster og de tusindvis af deltagere, der skal hente deres startnumre.
Fra Expo til løbemesse
Med 21.000 tilmeldte løbere blev årets udgave af Copenhagen Marathon det største maratonløb, der nogensinde er afholdt i Danmark. Og i 2026 bliver løbet endnu større, da der bliver sat 23.000 startnumre til salg.
“Vi glæder os til at kunne byde velkommen til endnu flere løbere og udstillere. Forum København er en oplagt ramme, der matcher løbets udvikling og giver os mulighed for at skabe en expo i international klasse,” siger Jesper Lind Andersson, kommerciel chef hos Sparta Atletik & Løb, som står bag Copenhagen Marathon.
Og der er brug for en opgradering. Copenhagen Marathons expo, som drives af LØBEREN, mærker nemlig en kolossal interesse – og ikke kun fra deltagerne, fortæller Jesper Lind Andersson:
“I år oplevede vi, at folk stod i kø for at komme ind på expoen. Og mange af gæsterne skulle ikke engang hente startnummer. Folk kom ind fra gaden for at nyde den særlige løbestemning, konkurrencer, underholdning og de unikke tilbud på gear og udstyr, der er på expoen. På den måde har den udviklet sig fra at være en expo for deltagerne til en messe for alle løbeinteresserede, og det glæder os utroligt meget.”
Større rammer, større oplevelser
Det er ikke kun løbere, der har stået i kø for at komme ind på expoen til Copenhagen Marathon. Mange udstillere har også kigget langt efter en plads, men med flytningen til Forum København kan man nu inkludere flere forskellige aktører og derved løfte oplevelsen markant for alle besøgende.
”Vi glæder os til en expo med endnu flere udstillere,” siger Ebbe Møller Nielsen, direktør i LØBEREN, og fortsætter:
“Rammerne i Forum København er helt optimale og vil sikre et bedre flow, mindre kø og mere plads til oplevelser for både udstillere, deltagere og gæster, der lægger vejen forbi i dagene op til løbet. Vi kan ikke vente med at komme i gang, for alle kan glæde sig til en endnu større expo-oplevelse i 2026.”
Copenhagen Marathon 2026 finder sted søndag den 10. maj 2026, og tilmeldingen åbner den 27. maj 2025 kl. 11.00 (CET). Løbet i 2025 blev udsolgt på kun 12 uger, så vi anbefaler at være klar fra start.
Fakta om Copenhagen Marathon
- Copenhagen Marathon 2025 var udsolgt med 21.000 tilmeldte løbere
- Næste års Copenhagen Marathon afholdes den 10. maj 2026
- Tilmeldingen til næste års løb åbner den 27. maj 2025 kl. 11.00
- Copenhagen Marathon blev afholdt for første gang i 1980
- Sparta Atletik & Løb er arrangør af Copenhagen Marathon