Copenhagen Marathon indgår et stort partnerskab med Realbuzz
12. juni 2025

Copenhagen Marathon vil øge fokus på indsamling til velgørenhed. Derfor har man indgået et nyt partnerskab med Realbuzz – til fordel for både deltagere og velgørenhedsorganisationer.

Nu bliver det nemmere at løbe maraton og samle penge ind til et godt formål samtidig. Copenhagen Marathon har nemlig indgået et samarbejde Realbuzz, der har specialiseret sig i at forbinde motionsløbere med velgørenhedsorganisationer.

Realbuzz samarbejder i forvejen med mange af verdens største og mest populære motionsløb, og nu bliver Copenhagen Marathon altså også en del af familien.

Store ambitioner
Det nye samarbejde begynder allerede med Copenhagen Marathon 2026. Det betyder, at Realbuzz vil anvende sin omfattende erfaring med velgørenhedsløb til at rekruttere og støtte både nationale og internationale velgørenhedsorganisationer. Ambitionen er at løfte det velgørende aftryk af det hastigt voksende maraton – både i Danmark og internationalt.

Jesper Lind Andersson, kommerciel chef for Copenhagen Marathon, udtaler:
“Vi er meget glade for partnerskabet med Realbuzz, som gør det muligt for vores voksende felt af deltagere at løbe for en god sag. Målet er at få velgørenhedsdeltagelsen til at vokse hurtigt, og vi ved, at Realbuzz er den rette partner til den opgave. Vi glæder os til at komme i gang i 2026 – særligt nu hvor vi allerede har udsolgt på under 24 timer.”

Vigtig velgørenhed
Realbuzz er i forvejen eksklusiv partner til Copenhagen Half Marathon gennem SuperHalfs-serien – en event, der har oplevet markant vækst i popularitet og nu går over til lodtrækning for 2026, samt stigende deltagelse fra velgørenhedsløbere.

Denne seneste partnerskabsaftale styrker Realbuzz’ portefølje af prestigefyldte motionsløb verden over. Nick Hollowood, Chief Commercial Officer hos Realbuzz, udtaler:
“Deltagelsen i motionsløb vokser stadig globalt, og vi har for nylig offentliggjort rekordhøje indsamlingsresultater fra vores eksisterende partner-events. Vi er derfor meget begejstrede for samarbejdet med Copenhagen Marathon. Det er et løb i hastig vækst, og vi ser et stort potentiale for at forbinde velgørenheder og løbere og skabe stor indflydelse for vigtige mærkesager. Vores mission er at gøre velgørenhedsløb mere tilgængeligt på verdensplan og hjælpe så mange løbere som muligt med at give deres kilometer i løbeskoene større mening – og vi glæder os til at realisere dette partnerskab.”

Realbuzz har i mere end 20 år været førende inden for velgørenhedsløb og har til formål at facilitere fundraising ved at matche velgørenhedsorganisationer med løbere og events. Organisationen har engageret over 250.000 velgørenhedsløbere verden over og samarbejder med anerkendte events som BMW BERLIN-MARATHON, Irish Life Dublin Marathon, Tokyo Marathon – og nu også Copenhagen Marathon.

Copenhagen Marathon, som blev etableret i 1980, har udviklet sig til et moderne og oplevelsesrigt maraton, der transmitteres globalt og tiltrækker tusindvis af tilskuere. Næsten 50 % af feltet i 2024 var førstegangsløbere – tiltrukket af den flade rute gennem hjertet af København og forbi byens ikoniske seværdigheder.

For mere information om velgørenhedspartnerskaber med Realbuzz, besøg realbuzz.com.
Læs mere om Copenhagen Marathon på copenhagenmarathon.dk.