“Efterfølgende fælder vi måske en tåre”

Vi har allesammen hver vores maratonhistorie. Forskellige udgangspunkter og forudsætninger. Men når vi krydser målstregen, er vi fælles om at have overvundet alt det i os, der sagde, at vi aldrig ville kunne løbe et maratonløb.

Dette indlæg er skrevet af Thomas Underbjerg Olesen, der er fartholder i løbefællesskabet Aarun og drømmer om at gennemføre Telenor Copenhagen Marathon i år.

Historien om en maratondrøm, der bredes ud

Jeg kan egentlig godt lide at stå og betragte de forskellige løbere, der møder op sådan en lørdag formiddag, inden vi løber afsted. Der er en god stemning. Lidt spændt og forventningsfuld. Nogle står og tripper, andre står og småsnakker. Så bliver der budt velkommen, og der bliver kort fortalt, hvor langt vi løber. Vi bliver delt ind i de forskellige pace-grupper, og så løber vi afsted.

Hver søndag er der fællestræning i København frem mod Telenor Copenhagen Marathon. Sådan har det været i mange år. Det er en fast tradition.

Som noget nyt er der også fællestræning i andre dele af landet i år. Hver søndag står løbere klar til at dele rejsen mod maratondrømmen med hinanden i Holbæk og Jyllinge, i Slagelse og Nørre Alslev på Falster samt i Aarhus og i Aalborg. Det er en masse forskellige løbeklubber og løbefællesskaber, der breder historien og fællesskabet omkring denne begivenhed – Telenor Copenhagen Marathon – ud i landet.

Jeg løber selv med til de fællestræninger i Aalborg, som jeg har mulighed for. De arrangeres af vores løbefællesskab AaRun. Nogle gange er jeg fartholder, og andre gange løber jeg bare med. Så møder jeg andre løbere fra Aalborg, ligesom der kommer løbere fra de mindre oplandsbyer for at deltage i disse træninger. Nogle af løberne kender jeg i forvejen. Andre hilser jeg på for første gang, og måske er jeg heldig at få en snak med dem undervejs på turen.

Læs også: Fællestræning i hele landet

Så sker det

Af en eller anden grund bliver der ikke snakket så meget de første par kilometer. Folk løber afsted i stilhed. Vi løber i en stor gruppe, og det er som om, at det er en stor organisme, der lige skal lære at trække vejret med samme lunge.

Så sker det.

Stille og roligt kan man fornemme, at folk begynder at snakke sammen. De snakker om alt muligt. Nye løbesko. Gamle løbesko. Nyt arbejde. Gammelt arbejde. Familie og træning. Emnerne er mange, men så snart snakken falder på den drøm om maraton, der har bragt os sammen på denne formiddag, bliver der åbnet mere op. Folk fortæller deres “historie”.

Det handler sjældent om den fysiske udfordring

Vi har allesammen hver vores maratonhistorie. Uanset om vi skal løbe vores første maraton eller har gjort det masser af gange. Det er historien om, hvorfor vi hver især har valgt at udfordre os selv til at løbe et maratonløb. Historierne er umiddelbart vidt forskellige, men alligevel bliver de bundet sammen af én bestemt ting: De har allesammen noget til fælles.

De bekræfter mig i den oplevelse, som jeg har haft mange gange – nemlig at beslutningen om at løbe et maraton sjældent handler om blot at overvinde den fysiske udfordring, som det er at løbe 42 kilometer. Det handler om helt andre og langt større ting.

Løber for at overleve

For nogle er det kulminationen på en rejse, der har strakt sig fra inaktivitet og overvægt til et langt mere aktivt liv. For nogle er det en vej ud af og væk fra sygdommens greb, imens andre løber for at overleve og håndtere en livskrise.

Vi står allesammen klar på startstregen af vidt forskellige årsager, men fælles for de fleste af os er, at grundene stikker dybt i os.

Jeg føler mig altid lidt privilegeret og ydmyg, når jeg lytter til folks historie om deres vej mod maraton. Jeg får en flig af personen og får en begyndende forståelse for, hvorfor drømmen om maraton brænder så stærkt for personen.

Så løber vi der. Sammen. Vi lytter og fortæller vores historier. Det er et godt fællesskab.

Læs også: Find tips, vejledning og inspiration på Thems maratonblog

At gøre hovedet klar til den udfordring, der venter

Om 15 uger går starten på det, som vi allesammen træner til. Det løb, som vi tænker på, spekulerer over, er nervøse for, snakker om og drømmer om. Telenor Copenhagen Marathon. 42 kilometer rundt i København.

Det kan virke som om, at der er lang tid til. Tanken om sol og varme og et løb iført shorts og t-shirt kan virke helt uvirkelig, når sneen samler sig i klumper under løbeskoene på ens træningsture, og den kolde vind bider i kinderne.

Alligevel er det nu, at turene om søndagen begynder at blive længere. Sådan er det. Det er en del af drømmen.

Det er en drøm, der kombineres med vilje. Dedikation. Stålsathed. Det er en del af den mentale forberedelse. Det er en nødvendig del af at forberede sig til maraton. At gøre hovedet klar til den udfordring, der venter. Det opbygges igennem løbeturene i regn, blæst og sne. Sådan er det for mig. Jeg fortæller mig selv, at når jeg kan løbe en lang tur i frostgrader, så kan jeg også løbe et maratonløb. Jeg bygger mig lidt op for hver tur. Hver kilometer bringer mig tættere på målet, og hver kilometer gør mig i bedre stand til at møde anstrengelserne i de københavnske gader. For det er hårdt at løbe et maratonløb. Drømmen kan ikke alene bringe mig igennem.

Når jeg løber i modvind langs Limfjorden, er det en god tanke at holde fast i

På et tidspunkt vil benene blive ømme. De vil sikkert også begynde at gøre ondt. Mit hoved vil måske begynde at fortælle mig, at jeg skal sætte farten ned. Måske gå eller helt stoppe op. Jeg vil blive træt. I de øjeblikke kan drømmen virke en anelse sløret. I de øjeblikke er det ikke glæden, der tvinger mine ben frem. Det er viljen. Det er den mentale ballast, som jeg bygger op igennem måneders træning i al slags vejr.

Korte ture. Lange ture. Lette ture. Hårde ture. Masser af kilometer i løbeskoene. Allesammen med det formål at bringe mig helt frem til målstregen på Islands Brygge. Den målstreg, som vi alle har tænkt på undervejs på vores træningsture.

Vi har drømt om den og fantaseret om den. Vi har forestillet os øjeblikket, hvor vi krydser den. Det gør jeg tit. Når jeg løber i modvind langs Limfjorden er det en god tanke at holde fast i. Bare for et øjeblik. Det er en del af drømmen.

Måske fælder vi en tåre

Det er ikke tilfældigt, at jeg bruger ordet “drøm”. Det kan måske lyde lidt hult eller kliche-agtigt, at “drømme” om at løbe så langt. Men alligevel er det i sidste ende det, som vi allesammen gør. Vi drømmer om det. Vi er bevidste om den fysiske udfordring. Vi ved, at det kræver vilje. Men intet kan punktere drømmen! Det er den, der bærer os igennem.

Det er forudsætningen for hele den rejse, som jeg og tusindvis af kommende maratonløbere er startet på – i hele Danmark. Løbere med hver deres maratonhistorie. Løbere, der drømmer om målstregen på Islands Brygge. Vi drømmer om at krydse den. Når vi gør det, knytter vi hænderne. Vi råber eller brøler vores forløsning ud i det københavnske forår. Vi krammer hinanden. Vi overvandt den fysiske udfordring. Vi løb 42 kilometer.

Efterfølgende fælder vi måske en tåre. Det gjorde jeg sidste forår, da jeg lå på græsset efter løbet. Helt stille og helt for mig selv. Jeg så andre løbere, der gjorde det samme. Det handler om noget større. Det vidner om, at vi enten satte et foreløbigt eller et endeligt punktum i hver vores historie om at løbe et maraton. Det stikker dybt i os hver især.

Vi startede og sluttede med forskellige udgangspunkter og forudsætninger, men vi er fælles om at have overvundet alt det i os, der sagde, at vi aldrig ville kunne løbe et maratonløb.