Udgivet

Alexey (th.) er vant til at træne i minus 31 grader i Sibirien. Søndag står han klar på startstregen ved Telenor CPH Marathon sammen med sin danske ven Julian Petersen.

 

For danske Julian Petersen og russiske Alexey Elezov har løb en hel særlig betydning, og søndag løber de Telenor Copenhagen Marathon sammen.

For Julian er det femte gang, mens det for Alexey Elezov fra Sibirien er første gang, han skal løbe Telenor CPH Marathon.

”Jeg elsker København, og jeg har været her 5-6 gange før, og jeg glæder mig til at opleve byen og stemningen under Telenor CPH Marathon, som Julian har fortalt mig en masse om,”

Sådan siger Alexey Elezov, som fra oktober og frem til april har trænet i sne og helt ned til minus 31 grader i Sibirien.

Så vejret i København skræmmer ham ikke.

”Vejret er helt perfekt, og København er en fantastisk by at løbe i,” lyder det fra manden, der så sent som i sidste uge trænede i snevejr.

Fra New York til København

Julian og Alexey har kendt hinanden i fire år, og løb har lige fra begyndelsen spillet en stor rolle i deres venskab.

”Vi mødtes i Berlin til en stor modemesse, og vi blev enige om at lave forretning sammen. Men jeg sagde til Alexey, at hvis vi skulle lave forretning sammen, så skulle vi også løbe sammen. Så vi løb vores første tur sammen i København for fire år siden, og i november løb vi New York Marathon, og der fortalte jeg Alexey om, hvor fantastisk Telenor CPH Marathon er. For et par måneder siden fik jeg så en mail, hvor han skrev, at han havde tilmeldt sig, og nu står vi så her, klar til at løbe på søndag,” siger Julian Petersen.

De kommer dog ikke til at løbe sammen, da deres udgangspunkt endnu ikke er helt det samme.

”Da vi mødtes for fire år siden, havde han (Alexey, red.) faktisk lidt mave, men han er blevet grebet af løb og har trænet rigtig godt op til Telenor CPH Marathon. Han er lige kommet fra Færøerne, hvor han har vandret et par dage, og han vil gerne løbe under 3.30.00, mens jeg gerne vil under 3 timer,” fortæller Julian Petersen.

Endnu flere løbeoplevelser venter forude for de to forretnings- og løbevenner. Det næste maraton, de vil gå efter, bliver måske Chicago.