Se medaljen til Copenhagen Marathon 2026
25. marts 2026

Cykelslangen, Marmorkirken og Metroen. Årets medalje samler byens historie, arkitektur og hverdagsliv i et lille kunstværk. Kan du genkende alle elementerne? Ellers kan du komme med på opdagelse her.

Årets medalje til Copenhagen Marathon 2026 er ikke bare et bevis på, at du har gennemført 42,195 kilometer. Den er også en hyldest til byen, du løber igennem.

Medaljen er designet som en collage af nogle af Københavns mest karakteristiske steder og symboler – fra ikoniske bygninger og historiske vartegn til hverdagens små detaljer, der gør byen helt særlig.

Her kan du gå på opdagelse i alle elementerne og lære historierne bag dem at kende.

Og hvis du kigger godt efter den 10. maj, kan du møde de fleste på din tur gennem byen.

1. Københavns Rådhus
Københavns Rådhus blev indviet i 1905. Med sine 105,6 meter er rådhustårnet en af de højeste bygninger i København, og hver dag kl. 12.00 kan du høre tårnets klokker ringe ud over København.

2. Vor Frelsers Kirke
Det snoede tårn over Vor Frelsers Kirke på Christianshavn er et af de mest ikoniske i København. Det snoede tårn blev indviet i 1752, og siden har det været populært at bestige de 150 trin på den udvendige trappe – helt op til tårnets top, hvor Frelsermanden står på sin globus og skuer ud over byen.

3. Cykelslangen
En 230 meter lang cykelbro på Vesterbro. Broen forbinder Dybbølsbro ved indkøbscentret Fisketorvet med Bryggebroen, der strækker sig over til Islands Brygge.

4. Kaktus Towers
Kaktus Towers er to tårne med eksklusive lejeboliger. Tårnene har fået deres navne, da alle lejlighederne har altaner, der stikker ud fra bygningen som en kaktusplante.

5. Metroen
Metroen i København blev indviet i 2002. Siden er den udvidet med flere linjer og flere stationer, så den i dag har 43 kilometer skinner over og under jorden. Metro-togene kan køre 80 km/t og er en af københavnernes foretrukne måder at komme rundt i byen.

6. Telefonkiosk
De første telefonkiosker i København så dagens lys i 1896. Her kunne man tale i telefon, købe kioskvarer og ophænge reklamer – mod betaling. I dag er der ganske få telefonkiosker tilbage, og de få, der er, fungerer som caféer eller kaffebarer.

7. Nyhavn
Nyhavn er et ikonisk, farverigt havnekvarter, som blev etableret i det centrale København i 1670’erne. Det var oprindeligt et berygtet kvarter med søfolk, pubber og bordeller, men i dag rummer kvarteret mange populære cafeer og restauranter. Den berømte forfatter H.C. Andersen har i øvrigt boet flere steder i Nyhavn, hvor han skrev sine første eventyr.

8. Brohuset på Knippelsbro
Knippelsbro, der forbinder Sjælland med Amager, blev indviet i 1937. Broen er kendt for sine to smukke brohuse, hvoraf det ene i 2017 blev renoveret og lavet om til kulturinstitution. Det er i dag kendt som Kulturtårnet, hvor du i dag kan komme til alt fra udstillinger til talks, gastronomi-events og koncerter.

9. Café
København er kendt for sin cafékultur. Overalt i byen ligger store og små caféer, der er perfekte til at sætte tempoet ned, mødes med venner eller bare følge med i bylivet, der suser forbi.

10. Christiansborg Slot
Christiansborg Slot huser i dag det danske folketing. Det er bygget på resterne af Biskop Absalons borg, som blev opført samme sted i 1167. Siden er slottet brændt, revet ned og genopført flere gange, men man kan stadig besøge det 800 år gamle fundament under borgen.

11. Marmorkirken
Marmorkirken hedder i virkeligheden Frederiks Kirke, men langt de fleste københavnere kalder den Marmorkirken. Kirken blev bygget fra 1749 til 1894. Lange pauser, politik og forfald gjorde, at det tog 145 år, men resultatet blev fantastisk.

12. Axel Towers
Axel Towers ligger over for Tivoli og huser kontorer, butikker og restauranter. Den kobberfarvede bygning består af fem sammenbyggede tårne, hvor det højeste er 61 meter.

Medaljen til Copenhagen Marathon 2026