På søndag den 13. maj stiller det stærkeste maratonfelt nogensinde på dansk grund til start. Forventningen er løbsrekorder hos både mændene og kvinderne.
2 timer, 12 minutter og 10 sekunder.
Det stod der sidste år på uret, da Julius Ndiritu Karinga krydsede målstregen ved det 38. Telenor Copenhagen Marathon. Dermed slettede han løbsrekorden, der havde stået i hele 30 år.
Men rekorden kan meget vel vise sig at få en kort levetid.
Elitefeltet ved dette års Telenor Copenhagen Marathon er nemlig historisk stærkt.
Udover sidste års vinder stiller hele tre løbere til start med en personlig rekord hurtigere end den nuværende løbsrekord på 2:12,10.
De hurtigste nogensinde
Størst forventninger er der til en duo bestående af Henry Sugut fra Kenya og Abraham Girma fra Etiopien.
“Det er to løbere, som tidligere har løbet under 2.07.00, og så hurtige løbere har vi aldrig nogensinde haft til start ved Copenhagen Marathon. Ud fra de tilbagemeldinger jeg har fået fra deres managers, så er de begge i form til at løbe under 2.10.00, hvilket ud over at være ny løbsrekord også vil være den hurtigste tid, der nogensinde er løbet på dansk grund, så det håber og tror vi på,” siger Henrik Paulsen, der er sportschef i Sparta Atletik.
Udover de to hurtige herrer og den nuværende indehaver af løbsrekorden, er der også en håndfuld løbere, der har potentiale til at komme under løbsrekorden.
Dermed er der lagt op til et spændende race med skarp konkurrence igennem hovedstadens gader.
Kenyansk Sparta-løber jagter kvindernes løbsrekord
Det er ikke kun blandt de mandlige eliteløbere, at der er niveau til at sætte en ny løbsrekord.
Kvindefeltet er også historisk stærkt, og her er der især store forventninger til Sylvia Kiberenge, der træner i Sparta Atletik og Motion.
“Sylvia har tidligere vist, at hun har niveauet til at slå den nuværende løbsrekord på 2.30.51, da hun sidste år løb 2.29.09 ved Frankfurt Maraton. Hun er det største maratontalent, vi nogensinde har haft i Sparta, og hun har meldt ud, at hun er i rigtig god form, og at hun satser på at slå den nuværende løbsrekord. Men hun kan forvente hård konkurrence fra i hvert fald tre andre løbere, som har personlige rekorder meget tæt på Sylvias,” siger Henrik Paulsen.
Fakta om favoritterne i eliteløbetHenry Sugut, Kenya32 år og fra Kenya. Han repæsenterede sit land ved junior VM i 2004, hvor han blev nummer 7 i tiden 13.08.90, som den dag i dag også er hans personlige rekord på distancen. Siden 2009 har han kun fokuseret på maratondistancen, og han har blandt andet vundet Wien maraton hele tre gange. I 2012 vandt han løbet i tiden 2.06.58, som både er løbsrekord i Wien, samt Sugts personlige rekord. Af andre fornemme resultater kan nævnes, at han to gange er blevet nummer 10 ved Frankfurt Marathon og en enkelt gang nummer syv i Paris. Abraham Girma, Etiopien31 år og fra Etiopien. Hans personlige rekord på 2.06.48 er løbet i 2012 ved Amsterdam Marathon, hvor han blev en flot nummer fem. Året efter løb han 2.08.19 ved Paris Marathon, hvilket rakte til en ottende plads. har tidligere i år løbet Mumbai Marathon, hvor det også blev til en ottende plads. Sylvia Kiberenge, Kenya/DanmarkSylvia har været medlem af Sparta de sidste 8 måneder, og i den periode har hun blandt andet sat ny klubrekord på maratondistancen i tiden 2.29.09. En tid som også ville være ny dansk rekord, hvis hun havde været dansk statsborger. Hun er i dag 28 år, og hun har siden den flotte 11 plads ved Copenhagen Half Marathon sidste år vist, at talentet er kæmpe stort med en række flotte resultater ved diverse crossløb. |
Sponsorer og partnere
Hovedsponsor: Telenor
Sponsorer: Nike, BMW, High5
Partnere: Sportevent Denmark, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen og Dansk Atletik Forbund