Information til pressen
Vigtige informationer til dig, der er akkrediteret til Copenhagen Marathon
Copenhagen Marathon 2026 bliver et historisk stort maratonløb. Sidste års deltagerrekord står for fald, da 25.000 deltagere har købt startnummer til det udsolgte løb. Interessen for Copenhagen Marathon og København som løbedestination er i vedvarende vækst.
Program
- 07.00 – 08.30: Afhentning af akkreditering og pressevest ved Media Check-in
- 08.45: Pressebriefing med mødested i presseteltet
- 09.15: Fotografer skal være klar i fotopool ved startstregen
- 09.30: Starten går!
- 11.37 – 11:42: Første mandlige eliteløber forventes i mål
- 11.44 – 11.49: Danske mester for mænd forventes i mål
- 11.50 – 11.55: Første kvindelige eliteløber forventes i mål
- 12.08 – 12.13: Danske mester for kvinder forventes i mål
Presseområde Copenhagen Marathon 2026
Akkreditering
Du skal under hele løbet bære din pressevest fra Sparta Atletik & Løb sammen med din personlige akkreditering synligt. Vesten og din akkreditering indikerer, at du har adgang til start- og målområdet, ligesom du har ret til at tage billeder eller lave film.
Du afhenter din akkreditering og din pressevest ved Media Check-in tæt ved presseteltet i Fælledparken. Se punkt 1 på kortet herover.
Det er også ved Media Check-in, at du efterfølgende kan få adgang til medieområdet med pressecenter, presse- og fotopools samt Mixed Zone.
OBS: Udlevering af akkreditering og vest er kun åben fra kl. 07.00 – 08.30 søndag den 10. maj.
Din pressevest skal afleveres i presseteltet, når du er færdig med dagens arbejde.
Pressebriefing
For at have adgang til området, skal du deltage i en obligatorisk pressebriefing søndag kl. 08.45 i presseteltet (markeret med 2 på kortet herover).
Det er vigtigt, at du deltager i pressebriefingen, hvis du skal fotografere i start- og målområdet. Til briefingen vil vi gennemgå fotografernes arbejdsområder, Mixed Zone og presseteltet. Herefter vil du blive vist vej til foto- og pressepools samt Mixed Zone.
Pressetelt
Der er et pressetelt tæt på start/mål med let adgang til Mixed Zone. I presseteltet er der internet, strøm, vand, kaffe/te, let forplejning samt livestreaming fra løbet.
Presseteltet er mødested for den obligatoriske pressebriefing kl. 08.45.
Fotopools
Ved både startskud og målgang er der opstillet fotopools forbeholdt akkrediterede fotografer.
Vi vil gennemgå disse fotopools ved pressebriefingen kl. 08.45.
Kl. 09.15 skal fotografer være på plads i fotopoolen, hvis de ønsker billeder af starten.
Interviews og Mixed Zone
Når eliteløberne er kommet i mål, bliver de guidet væk fra målstregen og hen til Mixed Zone, hvor det er muligt at lave interviews og tage billeder.
OBS: Det er IKKE muligt at lave interviews ved målstregen. Det udgør en risiko for de andre løbere og dækker for kameraet, som sender live og desuden bruges til at lave målfotos af deltagerne.
Start/mål
Start- og målområdet ligger på Øster Allé. På Race Day omdannes Fælledparken til et stort Runners’ Area, hvor deltagerne og deres venner eller familie kan hygge sig med mad og aktiviteter efter løbet. Det er også muligt at fotografere og interviewe deltagere i dette område.
Ruten
Ruten til Copenhagen Marathon 2026 er spækket med underholdning og forplejningszoner og tager deltagerne gennem det meste af Danmarks hovedstad: Over og under broer og gennem Indre By, Østerbro, Christianshavn, Vesterbro, Nørrebro og Frederiksberg.
Løbet sendes live på DR2 fra kl. 9.15.
Følg også Copenhagen Marathon live i appen ‘Copenhagen Marathon’ og på hjemmesiden.
Christian Thestrup, Kommunikationsansvarlig, Copenhagen Marathon
Mail: chth@sparta.dk
Tlf: (+45) 60 61 18 51
Morten Eklöf Risager, presseansvarlig
Sparta Atletik & Løb
Mail: mori@sparta.dk
Tlf.: (+45) 22 23 80 20
• Copenhagen Marathon 2026 er udsolgt og bliver det største nogensinde med 25.000 tilmeldte løbere fra ind- og udland.
• Startskuddet går søndag den 10. maj 2026 kl. 09.30 på Øster Allé, København Ø.
• Sparta Atletik & Løb er arrangør.
• Sparta afholdt første gang maraton i København i 1980 med 995 tilmeldte.
• Siden 1980 har Sparta årligt afholdt maraton (med undtagelse af coronaåret 2020).