Udgivet

Fra januar 2018 kan du træne gratis op til Telenor Copenhagen Marathon endnu flere steder i hele Danmark. Læs mere om de nye lokale træningsfællesskaber her.

Det er mere end 35 år siden, at Sparta inviterede til gratis maratonfællestræning fra Østerbro Stadion, og i løbet af årene har træningen hver uge samlet flere hundrede løbere.

Fra januar 2018 kommer fællestræningen nu ud til endnu flere lokalområder i hele Danmark, og vi glæder os rigtigt meget til at træne sammen med maratonløbere i hele Danmark!

Træn til maraton i dit lokalområde

Nogle af de byer, hvor der nu startes op med gratis fællestræning til Telenor Copenhagen Marathon er Kalundborg, Odense og Fredericia, hvor der trænes enten  lørdag eller søndag.

Se her, hvor du kan træne i nærheden af dig

Der kommer hele tiden flere lokale træningsfællesskaber til, så hold øje her på siden. Allerede nu kan du finde flere af træningseventsene på Telenor Copenhagen Marathons facebookside.

Hvem står bag træningen?

Træningen ude i de forskellige byer varetages af både etablerede løbeklubber eller mere uformelle løbefællesskaber. Det er Sparta, der som arrangør af Telenor Copenhagen Marathon støtter og står bag alle træningerne.

Maratontræningen er altid gratis, men hvis man har lyst til at løbe mere, er der flere af stederne også mulighed for at træne med på mere fast basis eller blive medlem af de lokale løbeklubber.

Hvornår trænes der?

Træningerne afholdes enten lørdag eller søndag. Nogle steder trænes der hver uge, andre steder hver anden uge eller en gang i måneden. Du kan følge med i træningerne på de lokale Facebookgrupper, som du finder her.

Hvordan foregår træningen?

Ideen er, at man i de lokale træningsfællesskaber løber de lange ture sammen og på den måde bygger formen op til Telenor Copenhagen Marathon.

I stor træk følger alle fællesskaber det officielle Telenor Copenhagen Marathon træningsprogram med mindre variationer. Flere steder er der også ofte mulighed for at løbe kortere end den planlagte tur eller deltage i gratis eller arrangerede testløb.

Alle steder er der fartholdere, som løber i forskellige hastigheder. Som minimum løbes der i et tempo omkring 5:00 – 6:30 min/km, hvor langt de fleste kan være med.

Læs mere om testløb her

*  Testløb arrangeres kun nogle steder, og de kan både være med eller uden deltagergebyr.

Du får:

 Planlagte ruter hver gang
Depoter med væske og snacks
Fartholdere i forskellige tempi
Chance for at vinde startnumre
Ofte mulighed for at løbe kortere eller længere distancer
Mulighed for at deltage i testløb *

… og selvfølgelig ekstra motivation og gode løbemakkere, som du kan udveksle erfaringer med.

Vi glæder os til at støtte den lokale løbeglæde og skabe endnu flere motiverende løbefællesskaber i nærheden af dig 🙂

Inspiration: Anna Holms pro-tips til at komme i gang med maratontræningen