Udgivet

De seneste vejrprognoser viser, at det bliver varmt i morgen – op til 22 grader. Her får du nogle gode råd og anbefalinger til, hvordan du bedst kommer igennem løbet. 

Det gode vejr, som vi har haft i København i flere dage, ser ud til at fortsætte, når Telenor CPH Marathon løber af stablen. Det betyder, at du skal sørge for at drikke rigeligt, så du undgår at blive dehydreret. Følg disse råd til at komme bedst muligt igennem løbet i morgen.

1. Drik rigeligt

Sørg for at drikke væske i løbet af lørdagen, så du opbygger og vedligeholder en god væskebalance.

2. Tag mindre tøj på

Tag så lidt tøj på under løbet som muligt: Shorts, T-shirt eller singlet. Tag evt. en gammel trøje på, som du kan smide inden start, eller brug et gratis regnslag, som udleveres i bagageteltene.

3. Husk solcreme

Husk solcreme og tag evt. en solskærm eller kasket på.

4. Drik ved alle forplejningszoner

Drik væske ved alle forplejningszoner og start allerede ved det første depot. Hvis du springer depoter over, kan det pludselig være for sent at genoprette væskebalancen.

5. Indtag både vand og energi

Du har brug for både vand og energi. Men kroppen kan optage mindre sukker, når det er varmt, så drik lidt mere vand og undlad at proppe dig med energi.

6. Tag dig god tid ved depoterne

Tag dig god tid til at drikke ved depoterne. Selvom det kan tage lidt ekstra tid, vil det være givet rigtigt godt ud i sidste ende.   

Om forplejningszonerne

Der er forplejningsstationer for hver 3. – 4. kilometer på hele ruten. Alle forplejningsstationer er udstyret ens og på følgende måde:

      1. Brusere med koldt vand
      2. Vand i plastikkrus
      3. High5 EnergySource i plastikkrus
      4. Vand i plastikkrus 
      5. Appelsin og banan (ved hvert andet depot)
      6. Toiletter 
      7. Samaritter og vaseline

Læs mere om forplejningszonerne her

Se, hvor forplejningszonerne er placeret på ruten her

Følg vejret på TV2

Følg med i vejrudsigten på TV2 Vejret, som laver særlige opdateringer i forhold til vejret under Telenor CPH Marathon. 

Følg maratonvejret på TV2 her

Sikkerhed og medical team

Spartas Medical Team og samaritter er tilstede både i start/mål, ude på ruten og ved alle forplejningsstationer, og er klar til at hjælpe, hvor der måtte blive brug for det. 

Hvis du får det dårligt eller oplever andre deltagere have problemer, så tøv ikke med at henvende dig til officials, samaritter eller læger.

Vi understreger, at det til enhver tid er ens eget ansvar at være korrekt registreret som deltager, således at det er de rigtige oplysninger, der er knyttet til dit startnummer. Benyt også gerne bagsiden af startnummeret til at oplyse om eventuelle helbredsmæssige problemer og anføre nærmeste kontaktperson.  

Nyd løbet

Følger du ovenstående råd og anbefalinger, får du garanteret en rigtig god oplevelse. Sparta ønsker alle deltagere i Telenor CPH Marathon et godt løb.