Kom med i træningsfællesskabet, når Sparta fra den 4. november inviterer til gratis fællestræning hver søndag.
Søndag den 4. november går den traditionsrige fællestræning i gang på Østerbro Stadion, hvor Spartas pacere står klar til at tage imod såvel nye maratonaspiranter som rutinerede løbere. Træningen er helt uforpligtende og gratis at deltage i, og du kan blot deltage de gange, som det passer dig.
Mere end træning
Fællestræningen i København tiltrækker hver søndag op til 600 løbere på alle niveauer. Det, som fællestræningen tilbyder, er ikke bare muligheden for at få sat ugens lange træningstur i system med tilrettelagte ruter og væskedepoter.
Du får også et socialt fællesskab omkring løbetræningen i de måneder, som træningen står på, hvor du kan hente gode råd, sparre med dine løbemakkere, udveksle erfaringer med mere rutinerede løbere og ikke mindst drage nytte af al den rutine og viden, som pacerne kan bidrage med. Deres mission er nemlig også at støtte, vejlede og motivere alle de mange løbere, der drømmer om at gennemføre det store 40 års jubilæumsmaraton i Københavns og Frederiksbergs gader.
Alle kan være med
Alle kan være med, uanset tempo. Du vælger blot på dagen, hvilken tempogruppe, du vil løbe med, og man kan nemt skifte fra gang til gang.
Hvis du oplever, at du har valgt en for hurtig tempogruppe, kan du lade dig falde tilbage og vente på den næste gruppe, da alle løber den samme rute.
Spartas pacere løber også med på selve løbsdagen, hvor du kan følge dem for at komme i mål i din ønskede sluttid. De er kendt for deres præcise sluttider.
Vælg mellem følgende pacegrupper4:15 – 4:30 – 4:45 – 5:00 – 5:15 – 5:30 – 5:45 – 6:00 – 6:15 – 6:30 – 7:00 |
Tid & sted
Fællestræningen finder sted hver søndag kl. 9.30 fra 4. november frem til Telenor Copenhagen Marathon den 19. maj 2019. Vi starter og slutter på Østerbro Stadion i København, og der er indgang gennem Idrætshuset (Gunnar Nu Hansens Plads 7), hvor der også er omklædning, bagageopbevaring og bad.
Find mere praktisk info og se hele træningsplanen her
Træn med Sparta i hverdagene
Har du lyst til at få mere struktur på din træning? Et socialt træningsfællesskab? Eller søger du ny inspiration og udfordrende træning, der giver resultater? Så kan du melde dig ind i Sparta Atletik & Motion og træne frit på vores mere end 20 forskellige hold – alle ugens dage.
Læs her, hvordan du kan blive medlem af Sparta