For pakistanske Rizwan Hussain og hans datter Rania bliver Telenor CPH Marathon en helt unik oplevelse.
De er til dagligt bosat i Dubai, men de har tidligere haft store oplevelser sammen ude i verden, og den 19. maj venter der endnu en i København.
Her skal de nemlig løbe Telenor CPH Marathon sammen, og det bliver det første maraton far og datter løber sammen. De har dog tidligere løbet lange ture i hinandens selskab, da Rania ved Ultraman Australia i 2018 løb de sidste 47 kilometer sammen med sin far. I København er far og datter på udkig efter en god oplevelse, men de løber også for et større formål.
”Rania blev født i uge 34 for 16 år siden, og hun fik en hård start på livet. Det har dog også styrket hende, og den styrke har hun kunne bruge i sin træning frem mod maraton i København. Så jeg glæder mig til at løbe sammen med min datter, og sammen vil vi også gerne sætte fokus på for tidligt fødte og deres familier,” siger Rizwan Hussain, som sammen med sin datter kan kendes på deres neon-farvede tøj, når de skal tilbagelægge de 42,195 kilometer ved Telenor Copenhagen Marathon.
Så hold udkig efter neon-farverne den 19. maj og hep Rizwan og Rania igennem hovedstadens gader.