Årets medalje til Copenhagen Marathon 2026 er skabt af de to kunstnere, Jonas og Martin, fra designstudiet TOT. Vi bad dem fortælle, hvordan de har arbejdet med at finde de særlige kendetegn ved byen, så alle maratonløberne kan få et smukt minde om Københavns sjæl med hjem.
Hvad var jeres første tanke, da I blev bedt om at designe en medalje til et maraton i København?
“Fedt! Det har vi ikke prøvet før! Det bliver sjovt og anderledes. Og i en verden, hvor det meste er digitalt, elsker vi, når vores design skal produceres fysisk.”
Hvilke tanker gjorde I jer, da I skulle lave medaljen?
“Vi blev spurgt specifikt om at udvikle en collage til Copenhagen Marathon-medaljen. Vi har i mange år brugt og udviklet collager, og det er en af vores grafiske favoritmetoder at udtrykke os på. Det plejer dog at være på print, så det unikke for collagen til Copenhagen Marathon var, at den skulle ende som et fysisk produkt.
Desuden er medaljen et forholdsvis lille ‘lærred’ at designe på. Derfor var udfordringen at vise København så simpelt og tydeligt som muligt, samtidig med at vi ikke gik på kompromis med den overordnede æstetik og formgivning.”

Hvordan har I udvalgt de forskellige kendetegn fra København til medaljen?
“Vi har forsøgt ramme en kombination af generelle kendetegn, og hvad vi mener er ‘følelsen’ af København. Et mix af det nye og moderne – blandet med det genkendelige og historiske. København er en forholdvis lille by, men stadig en metropol med alt, hvad det rummer. Og det er netop det, at vi er en lille storby, som er så unikt, og som vi gerne vil vise.”
Hvordan har I arbejdet sammen om medaljen? Har der været en rollefordeling?
“Når vi laver en grafisk collage, er det som et digitalt puslespil. Først udvælger vi i fællesskab alle de bygninger og elementer, vi skal bruge til designet. De bliver så ‘klippet’ ud på computeren, og så er det bare at gå igang med at kombinere dem på alle tænkelige måder.
Til at begynde med kan man ikke rigtig gøre noget forkert, men efter adskillige versioner begynder den endelige opsætning at tage form. Vi begynder oftest sammen med at finde det overordnede look, men når grundformen er ved at være på plads, sender vi designet frem og tilbage mellem hinanden, indtil vi er i mål. Heldigvis er vi gode til at blive enige til sidst.”

Hvad håber I, at medaljen fortæller om København til de løbere, der kommer langvejs fra?
“Vi håber, at det er tydeligt, at vi er stolte af vores by. At byen har historie – og en spændende fremtid.”
Har I planer om at deltage i Copenhagen Marathon, så I selv kan få medaljen om halsen?
“Jeg (Jonas) løb Copenhagen Marathon i 2019 og blev et kort øjeblik fristet til at gøre det igen, da vi fik opgaven. Men jeg måtte hurtigt erkende, at formen desværre ikke er til det i år. Men vi skal helt sikkert deltage som tilskuere og heppe med.”

Fakta: Hvem er TOT
Designstudioet TOT består af de to grafiske designere og illustratorer, Jonas og Martin, der er uddannet fra DMJX. De startede deres egen lille tegnestue, så snart de forlod skolen, og har netop fejret 15 års-jubilæum. København udgør en stor del af deres DNA, og de har altid fundet motivation i at bo og arbejde i byen. Begge er vokset op med graffiti, skateboarding og musik som deres drivende inspirationskilder. Derudover har de et band og er multi guld- og platinvindende rappere.
