Start- og målområde
Starten går kl. 9.30 fra Islands Brygge, København S, hvor deltagerne også løber i mål efter de 42,195 km, og selve startområdet åbner kl. 7.30.
Der vil være et dedikeret Runner’s Area, hvor publikum ikke har adgang. Tilskuere er velkomne til at overvære løbet fra tribunerne og langs med opløbsstrækningen på Islands Brygge.
Oversigtskort
Nedenfor kan du se et kort over start- og målområdet (klik for at zoome). I Copenhagen Marathon appen kan du desuden finde et interaktivt kort over området.
Ind- og udgange / mødesteder
Der vil være tre ind- og udgange (A, B og C), hvor løbere kan gå ind og ud af Runners Area. Dette område er kun for løbere, og tilskuere har ikke adgang til dette område.
Ind- og udgangene fungerer samtidig som mødesteder, hvor løbere på forhånd kan aftale at mødes med familie og venner efter løbet.
Information
Informationen i start- og målområdet åbner kl. 7.30.
Her kan du henvende dig med spørgsmål af enhver slags og eftertilmelde dig Copenhagen Marathon, såfremt der er ledige pladser. Skulle du have glemt noget på løbsdagen, har vi også et udvalg af ekstra udstyr, såsom sikkerhedsnåle, snørebånd, sokker og lignende.
Bagageopbevaring
Under løbet har du mulighed for at få opbevaret din bagage i bagageteltene i start- og målområdet på Islands Brygge. Bagage kan indleveres fra kl. 7.30 og afhentes inden kl. 17.00. Bagageopbevaringen er bemandet og under opsyn, men der kan ikke garanteres for værdigenstande.
Vi anbefaler, at man anvender den officielle race bag, der udleveres på Copenhagen Marathon Expoen, men det er ikke påkrævet. Husk at påklistre bagagemærket med dit startnummer på, som du får udleveret i kuverten sammen med dit startnummer.
Aflever din bagage i god tid. Når du har indleveret din race bag, kan du få et gratis engangsregnslag til at holde dig varm inden starten. Du kan også med fordel tage et lag ekstra overtrækstøj på, som du kan tage af lige inden starten går. Husk ikke at smide tøjet i startgaden, men brug de opstillede containere.
Hvis du vil undgå at medbringe din bagage til start- og målområdet, så har du mulighed for at få det opbevaret nemt og sikkert på et af LuggageHeros 30 opbevaringssteder i København. Læs mere her
Placering ved startstregen
Placer dig i startfeltet i henhold til din forventede sluttid. Orienter dig efter de store skilte med angivelse af sluttider, der er ophængt i startgaden. Vær realistisk mht. dit tempo, så alle deltagere får så smidig og god en start på løbet som muligt.
Du kan også vælge at placere dig sammen med de officielle pace teams, hvis sluttider er angivet på deres farvede balloner.
Toiletter
Der er toiletter fordelt i hele start- og målområdet samt på alle forplejningszoner ude på ruten, som er fordelt med 3. – 4. km mellemrum. Selvom der er mange toiletter, så tag højde for, at der alligevel kan være kø umiddelbart før start.
Celebration photo
Alle løbere kan få et minde med hjem i form af et gratis, personligt celebration photo, som du kan få taget umiddelbart efter målgang. Dit foto sendes direkte til dig per e-mail eller sms og indgår i dit personlige video-diplom.
Forplejning
Der er en væskestation i start- og målområdet, og når deltagerne har krydset målstregen, serveres der følgende udvalg af snacks og drikkevarer:
- En flaske vand
- High5 EnergySource
- H5 EnergyBar
- Pågen kanelgiflar
- varm kakao
- Coca-Cola
- Appelsin og banan
- Erdinger Alkoholfrei
Finishermedalje
Alle, der gennemfører Copenhagen Marathon, modtager deres medalje umiddelbart efter målgang. Idet der periodevis vil være mange løbere i målområdet, vil medaljeuddelingen rykke længere ned i målgaden.
Når du har krydset målstregen, er det vigtigt, at du fortsætter med at bevæge dig videre ned i målgaden, hvor du vil modtage medalje og få udleveret forplejning etc.
Du kan få indgraveret din medalje i målområdet for kr. 50,-
Samaritter og læger
Der er samaritter og læger til stede ved start- og målstregen samt ved alle væskedepoter ude på ruten. Bemærk, at du også har mulighed for at oplyse om eventuelle helbredsmæssige problemer bag på dit startnummer, hvilket vi anbefaler.
Af sikkerhedsmæssige hensyn er det vigtigt, at du er korrekt registreret som deltager (således at de oplysninger, der er registreret på dit startnummer, er dine egne oplysninger).
Bad og omklædning
Der vil være kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter i området, som man gratis kan benytte.
Der vil desuden være ekstraordinært åbent i Havnebadet på Islands Brygge, hvor både deltagere og tilskuere har gratis adgang. Husk selv at medbringe håndklæde.