En ny aftale skal løfte løbernes og tilskuernes oplevelse og efterfesten til et af Danmarks mest anerkendte løbeevent, nemlig Copenhagen Marathon
Royal Unibrew indgår et strategisk samarbejde med Danmarks førende løbsarrangør, Sparta Atletik & Løb. Dermed bliver de ny hovedpartner for løbevents som Copenhagen Marathon, Copenhagen Half Marathon og DHL Stafetten København. Et samarbejde, som skal løfte både løbere og tilskueres oplevelse til Danmarks mest anerkendte løbeevents.
Partnerskabet løber fra begyndelsen af 2026 og omfatter også de kommende verdensmesterskaber i landevejsløb (WRRC Copenhagen 26) i september 2026 og gør Royal Unibrew til eksklusiv leverandør af drikkevarer, som bl.a. tæller Faxe Kondi Pro – en serie af isotoniske sportsdrikke.
Ambitionen med aftalen er klar: Løbeoplevelsen skal løftes til et nyt niveau. Med massiv investering i aktivering vil Royal Unibrew trække på sin store erfaring fra festivaler og sportsevents for at skrue op for underholdningen, stemningen og forplejningen – både langs ruterne og i Runners Area, hvor tusindvis af løbere fejrer deres bedrifter efter målgang.
En investering i løbekulturen
Hos Royal Unibrew ser man frem til at blive en aktiv del af løbekulturen og den folkefest, som de lynudsolgte løbeevents er blevet.
”Vi går ind i samarbejdet med Sparta Atletik & Løb med store forventninger og høje ambitioner om at løfte oplevelsen omkring Danmarks mest populære løb og det kommende VM i 2026 – både ude på ruten og til efterfesten i Runners Area. Præstationen og oplevelsen skal jo fejres med manér med venner og familie,” siger Niels Jørgensen, Head of Sponsorship & Activation i Royal Unibrew
En gamechanger for stemningen
For Sparta Atletik & Løb bliver Royal Unibrew en vigtig partner – ikke mindst på grund af deres erfaring og ambitioner med at udvikle events og festivaler.
”Aftalen med Royal Unibrew er en game changer for os. Den giver os musklerne til at løfte vores events til et nyt niveau. Royal Unibrew kommer med en enorm erfaring fra festivaler og store sportsbegivenheder – en erfaring som vi nu er på hold med. Deres vilje og evner til at skabe stemning og gode oplevelser er præcis det, vi har brug for,” siger Jesper Lind Andersson, kommerciel direktør i Sparta Atletik & Løb.
Faxe Kondi Pro som omdrejningspunkt
Faxe Kondi Pro bliver det centrale brand i aktiveringen af samarbejdet – et naturligt valg ifølge Royal Unibrew, da netop løbere udgør en vigtig del af målgruppen.
”Faxe Kondi Pro er vores isotoniske sportsdrikke, som vi vil aktivere i forbindelse med løbene og i løbernes forberedelserne op til. Samtidig vil hele Danmarks yndlingssodavand, Faxe Kondi, være med til at skabe god stemning og en festlig kulisse sammen med de entusiastiske tilskuere langs ruten. Vi glæder os meget til at blive en del af de store oplevelser for både løbere og publikum,” siger Niels Jørgensen.
Fakta om aftalen:
- Omfang: Royal Unibrew bliver en af maksimalt seks hovedpartnere for Sparta Atletik & Løbs events, herunder Copenhagen Marathon, Copenhagen Half Marathon og VM i landevejsløb 2026 (WRRC 26).
- Aktivering: En betydelig del af aftalen er øremærket til aktiveringer, der skal styrke underholdningen og oplevelsen for deltagere og tilskuere før, under og efter løbene.
