Telenors marketingdirektør løber sit 28. maraton på søndag. Læs om hans træning, forventninger, forberedelser og design af maratonskoen.
Michael Gamst, marketingdirektør i Telenor glæder sig til på søndag. Og det er ikke kun fordi hans arbejdsplads er hovedsponsor. Michael er nemlig en passioneret løber og triatlet og skal på søndag løbe sit 28. maraton – og så endda i sin hjemby København.
Vi har talt med ham om hans træning, om hvad han glæder sig mest til, om hans forventninger og forberedelser op til løbet, og ikke mindst om jubilæumsskoen, som han har været med til at designe.
Hvad er din baggrund inden for løb?
Jeg har indtil nu løbet 27 maratonløb og 9 Ironmans i bl.a. København, England, Østrig, Tyskland og Schweiz.
I 2015 kørte jeg Ironman i Zürich, og det var noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Der var hedebølge med 39 grader i skyggen. Folk var helt smadrede, selv min far, der var tilskuer. Men når man har gennemført, så oplever man den der fede følelse igen.
Hvorfor kan du godt lide at løbe?
Det er bare sjovt! Det er en bedrift hver gang. Det handler ikke om tider, men om det at gøre det. Det er den der kamp med en selv, som er ret interessant. Og når jeg er færdig, så bliver jeg overvældet af følelser og tanker og går i gang med at planlægge, hvad det næste skal være. Den fornemmelse er rigtig fed. Og så er det at dele oplevelsen en stor del af det. Det gør oplevelsen større.
Hvad bruger du løbetræning til?
Jeg bruger løb og træning til at få ro i hovedet, og det hjælper mig bl.a. i mit job. Jeg kommer hjem som et andet menneske. Jeg kan også godt lide at bruge trailløb som en af de sjovere ting, der giver noget andet. Det behøver ikke være super eksotisk, men bare en tur i Dyrehaven kan et eller andet.
Hvordan var dit første maratonløb?
Det var i 1998 i København. Dengang vidste jeg simpelthen ikke, hvad jeg gik ind til. Men derefter blev det bl.a. til Berlin, Hamburg og København mange gange og ø-løb på Helgoland, hvor min svigerfar er fra. Der blæser det ad H… til, haha.
Hvad er dine forventninger til på søndag?
Efter en periode med skader, har jeg tidsmæssigt ingen forventninger. Jeg skal faktisk bare gennemføre – og gerne i løb – så det kommer til at gå langsomt. Måske lige på den anden side af 4 timer.
Hvordan har du det med det?
Jeg kommer måske til at løbe 1 minut langsommere per kilometer end jeg plejer.
Det er ikke skuffende, men det er svært at omstille sig. Mentalt er det hårdt ikke at kunne have et tidsmæssigt mål. Men for mig er det trods alt vigtigere at deltage og have en sjov dag.
Michael Gamst har løbet 28 maratonløb og 7 Ironmans. På søndag skal han bare gennemføre og nyde oplevelsen.
Hvad skal man glæde sig til i Københavns gader i år?
I forhold til første gang jeg løb, da var der en del af løbet, der foregik lidt uden for byen. I andre byer kommer du et godt stykke uden for centrum, men det sjove er jo, når der er mennesker på ruten. Og det er der i København! Vi har slået deltagerrekord. Det er fantastisk, og det fortjener løbet. Der blev også slået løbsrekord sidste år, og det kunne være sjovt at se, om det bliver overgået i år. Så der er mange ting at glæde sig til.
Læs også: Eliteløbere på jagt efter historisk maratontid i København |
Hvad glæder du dig særligt til?
Jeg glæder mig faktisk mest til at løbe Telenor Mini Marathon sammen med min søn, mens min datter skal løbe alene for første gang. Jeg glæder mig også til at opleve de forskellige bydele på søndag. Det har været flot at få Frederiksberg med på ruten igen. Når man bor her i byen, så er det en stor fornøjelse at se byen fra denne side. Forbi Parken, Rådhuspladsen, Islands Brygge, Nørrebro, der er bare mange skønne steder. Jeg elsker bare København. Jeg bor på Østerbro, og vi løber lige uden foran min hoveddør. Det er noget særligt, og jeg gør en dyd ud af at vinke, hvis vi f.eks. kommer forbi det lokale supermarked. Og så skal min familie selvfølgelig heppe i Telenors power zone på søndag. Min datter går allerede og overvejer, hvilken sang Jacob Riising skal spille, når jeg løber forbi.
Hvad tænker du, når du løber igennem dit hjemkvarter på Østerbro og Telenors power zone?
At jeg skal stramme mig an, ha ha. Der retter man lige ryggen og finder et smil frem. Hvis man kan finde smilet frem, så giver det ekstra energi. Du kan snyde kroppen og bilde den ind, at du har det bedre. I stedet for at løbe og have ondt af sig selv, så kan jeg dagdrømme lidt for at blive i det der flow. Børn, der står og rækker hånden ud til en high-five, skal selvfølgelig have et klap, og hvis der er andre, der er gået ned, så kan man selv få kick af at hjælpe andre videre. Det fungerer ofte bedre end en geler.
Du har været med til at designe jubilæumsskoen. Hvilke tanker har I gjort jer?
Vi talte rigtigt meget om at få guldet med, ligesom det er med i årets logo. 40 år – det skal jo fejres! Den blå farve har alle været enige om. Det er både Spartas og Telenors farve, som forener det hele. Og så valgte vi et ekstra stort swoosh, fordi det var på den Nike-sko, der blev brugt til Breaking 2 (hvor Nikes løbere forsøgte at løbe maraton på to timer, red.) Det er den de ”proffe” har på, når det skal være noget særligt, så det skulle vi selvfølgelig også. Og så valgte vi, at der skulle stå ”Every damn mile” på skoen. Det handler om den ihærdighed, man skal lægge for dagen. Et halvmaraton kan jeg næsten løbe anytime, men til et maraton skal du tage dig sammen, for ellers gør det ondt. Du skal tænke dig om og vide, hvad du laver.
Michael Gamst har været med til at designe jubilæumsskoen, som er løbets første officielle eventsko nogensinde.
Hvad tænkte du, da du så skoen for første gang?
Jeg tænkte ’fedt’! Den lever fuldstændigt op til mine forventninger. Selve skoen har masser af forbedrede features, og affjedringen er god.
Køb din jubilæumssko her |
Hvordan markerer Telenor ellers jubilæumsløbet?
Med endnu bedre oplevelser, f.eks. Telenor Mini Marathon, hvor vi er hovedsponsor for første gang, og med løbets største power zone med underholdning for hele familien. Det lægger vi rigtigt meget arbejde i. Udover den flotte jubilæumssko, som vi har været med til at lancere, så har vi også givet en flot jubilæums-race bag til alle deltagere som et minde om løbet.
Og så er vi i år med til at tilbyde en helt ny digital service for deltagerne, nemlig en personlig finishervideo, som man modtager et par dage efter sit løb.
Læs hvordan du kan følge Telenor Copenhagen live |