Træn med Sparta mod Telenor Copenhagen Marathon

Udgivet

Har du fået større ambitioner, lyst til mere løbetræning eller ny inspiration efter din præstation ved Telenor Copenhagen Marathon? Læs her, hvordan du kommer videre.

Nogle vil bare løbe maraton en enkelt gang. En udfordring, der skal sættes flueben ved.

Andre får blod på tanden og lyst til mere. Hvis du er en af dem, drømmer du måske allerede nu om en bedre tid næste gang, eller spekulerer på, hvordan du kan indfri mere af dit potentiale som løber.

En løbeklub eller løbefællesskab kan måske give dig det, som du har brug for for at komme et skridt tættere på din næste store løbedrøm.

Træn med Sparta

Sparta er Danmarks største løbe- og atletikklub og holder til på Østerbro i København. Sparta har et stort netværk af dygtige, uddannede træner med stor erfaring.

Det betyder, at du i Sparta vil opleve, hvordan du med udfordrende kvalitetstræning kan blive en bedre og hurtigere løber og opnå de fremskridt, du sætter dig som mål. Uanset hvilket niveau, du er på i dag.

“Jeg har lært en masse om mig selv, for når man rammer muren og vil stoppe, men man alligevel overkommer det og løber mod målet, er det en kæmpe sejr! Sparta har givet mig så mange venskaber, oplevelser, rejser og sejre allerede og det håber jeg fortsætter”

– Henriette, medlem i Sparta Atletik og Motion

Kvalitet og fremskridt for alle niveauer

Sparta har 20 faste løbe- og træningshold samt en række særlige tilbud, herunder morgenløbetræning, coretræning, hold for studerende, eliteløbere og meget mere.

Som medlem i Sparta kan du træne frit alle ugens dage, og mange af holdene har bestemt løb, de træner op til, fx Telenor Copenhagen Marathon.

I Sparta er vores mission at hjælpe løbere på alle niveauer til at opnå resultater og blive bedre til det, vi elsker – nemlig at løbe.

Se hvilke træningshold du kan vælge imellem i Sparta

I Sparta får du:

  • 20 faste løbe- og træningshold
  • Uddannede og erfarne trænere
  • Kvalitetstræning
  • Mulighed for at træne alle ugens dage
  • Gratis deltagelse i Spartas løb (visse betingelser gælder)
  • Gode rabatter, sociale arrangementer, rejser m.m.

Gratis fællestræning med Sparta

Hver søndag kan du komme til gratis maratontræning med Sparta. Her løber vi ugens lange tur sammen, og du bliver en del af et uforpligtende, socialt træningsfællesskab, hvor der er en masse andre løbere på dit niveau.

Træningen foregår fra Østerbro Stadion hver søndag fra kl. 9.30

Læs mere om Spartas gratis maratonfællestræning

Træn med løbeklubber i hele landet

Sparta tilbyder også gratis løbetræning sammen med lokale løbecrews eller løbeklubber i hele Danmark – på Fyn, Sjælland og i Jylland.

Alle, der har lyst til at træne op til Telenor Copenhagen Marathon sammen med andre, er velkomne. Har du blot lyst til at komme i gang med løb, kan du også være med.

Find en løbeklub i nærheden af dig

Om Sparta Atletik og Motion

Sparta Atletik og Motion en non-profit atletik- og løbeklub grundlagt i 1898, som arbejder for at skabe sammenhold gennem idræt. Gennem årene har vores nuværende 1.500 medlemmer hjulpet til, at vi i dag er den mest vindende danske idrætsklub i historien.

Vores vision er, at udvikle talentfulde atleter, der kan nå helt til tops blandt atletikkens verdenselite og vinde olympiske medaljer. Samtidig ønsker vi at få flere ud at motionere.

For at få flere danskere til at dyrke motion arrangerer vi hvert år flere store idrætsbegivenheder – alt fra Telenor Copenhagen Marathon over CPH Half til DHL Stafetten. Årligt har vi 180.000 deltagere til vores løb i København, hvilket gør os til en af verdens største løbsarrangører.

Video: Sparta arrangerer hvert år Copenhagen Athletics Games, som er et internationalt atletikstævne