fbpx
27. april 2023

Se, hvad den internationale opmåler siger om den nye rute (Spoiler: Han er begejstret)

Når starten går til årets Copenhagen Marathon, sker det ikke kun fra et nyt startområde i grønne omgivelser. Løberne kan også se frem til en ny rute, der er designet. så både deltagere og tilskuere får en fantastisk oplevelse.

Ruten er DAF-opmålt efter internationale standarder. Det vil sige, at den er målt og godkendt af en professionel opmåler fra Dansk Atletik. Og den opmåler hedder Peer Jensen. Han har både stor erfaring med at løbe og måle marathonruter, og han er begejstret for den nye rute.

“Løberne har virkelig noget at glæde sig til,” fortæller Peer Jensen.
“De er meget hurtigt inde i city, og det er en stor fordel. Her er der nemlig ekstra mange tilskuere, og det giver altid en masse energi til turen. Så Copenhagen Marathon er blevet et rigtigt byløb.”

Fest på ruten
Allerede efter tre kilometer kommer løberne forbi Rosenborg Slot, som er opført af Christian den 4. Herefter løber man langs med Kongens Have, inden man krydser Strøget ved Magasin du Nord, strejfer Nationalbanken ved Holmens Kanal og løber retur over Kongens Nytorv og gennem Store Kongensgade. Og hvis man har løbet Copenhagen Half, ved man også, hvilken fest der venter på den strækning.


Det samme gælder, når man rammer Nørrebro. Her bliver man i år suget ind af menneskehavet på Dr. Louises Bro, inden turen fortsætter med jubel, musik og DJ’s hele vejen ud af Nørrebrogade. Og det er selvfølgelig en fest, der fortsætter på Vesterbro, Frederiksberg og Østerbro.

Masser at se undervejs
I løbet af turen passerer løberne ikoniske vartegn som Marmorkirken, Christiansborg, Det Kongelige Teater, Tivoli og meget mere. Så hvis man taber pusten undervejs, er det ikke kun på grund af de 42,195 kilometer. Udover at der er masser at kigge på for tilskuere og løbere, er ruten dog også god, hvis du drømmer om at sætte PR.

“Jeg synes, at ruten er blevet hurtig – også hurtigere end den gamle. Der er ikke så mange sving, og dem, der er, er meget bløde. Samtidig er der mange lige stræk,” siger Peer Jensen, som også fremhæver, at ruten er meget flad.

“Man får en lille stigning efter 30 kilometer ved Dybbølsbro. Og man skal måske også gemme en lille smule kræfter til Vordingborggade, som man rammer efter 40 kilometer. Men så drejer man til gengæld ind på Østerbrogade, hvor man bliver båret tilbage til Trianglen og op til mål ved Parken af tusindvis af tilskuere.”

Vi glæder os til at se dig, dine venner og din familie den 14. maj.