fbpx
Ny platform til videresalg af startnumre på vej
12. januar 2024

Er du en af dem, der ikke nåede at få et startnummer til CPH Marathon 2024? Og er du fristet til at købe et på fx Facebook? Så bør du vente til starten af februar, hvor vi lancerer en ny og sikker platform til videresalg. 

Er du en af de uheldige, som ikke nåede at få et startnummer til Copenhagen Marathon 2024? Så anbefaler vi, at du venter med at købe og få overdraget et startnummer fra en anden løber indtil starten af februar. Til den tid lancerer vi en hel ny og sikker platform, hvor sælger vil blive bekræftet, så du kan føle dig sikker i købsprocessen.

Behovet for en sikker resale-platform
Kort tid efter CPH Half blev udsolgt sidste år, dukkede der for første gang en ny type forespørgsler op på de sociale medier: Folk, der ville købe eller sælge startnumre til løbet. Og desværre var der folk, som blev snydt i jagten på et af de eftertragtede startnumre.

Derfor stod det også hurtigt klart for os, at der var et stort behov for en sikker resale-platform, hvor man som løber kan sætte sit nummer til salg, og hvor man som køber kan føle sig tryg i processen. I år blev CPH Marathon for første gang nogensinde udsolgt, og vores erfaring fra CPH Half er, der dukker et marked op, hvor folk vil lede med lys og lygter efter et af de eftertragtede startnumre.

Når du ønsker at sælge dit startnummer, logger du ind på resale-platformen, hvor du så har mulighed for at sætte dit nummer til salg. Som køber sikrer det, at sælgeren er godkendt i vores system, og man derfor ikke risikere at købe et falsk startnummer.

Vi anbefaler derfor, at du ikke køber et startnummer af andre, før den nye platform er live i starten af februar. Du er selvfølgelig velkommen til at skrive til os på [email protected], hvis du har spørgsmål.

Hold øje med vores hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier, hvor vi fortæller mere, når den nye platform er aktiv.