Ruteændring til Copenhagen Marathon
29. april 2024

Når 15.000 maratonløbere bliver sendt ud i gaderne i København og på Frederiksberg søndag den 5. maj, venter der en lille ruteændring undervejs.

Efter 34 kilometer var det nemlig meningen, at løberne skulle drejet fra Kalvebod Brygge og til venstre op ad Slotsholmsgade – med Børsen på højre hånd. Men siden den forfærdelige brand i Børsen den 16. april har Slotsholmsgade været afspærret, og det bliver heller ikke muligt at løbe gennem gaden til Copenhagen Marathon.

I stedet kommer løberne derfor til at fortsætte under Knippelsbro og til venstre ned ad Havnegade, hvor de har Børsgraven på venstre hånd og Nationalbanken på højre side. For enden af Havnegade drejer man til højre rundt om Nationalbanken og ind på Holmens Kanal, hvor man så er tilbage på den oprindelige rute.

Ruteændringen betyder, at vi må flytte den forplejningszone, der skulle have været i Slotsholmsgade. Derfor forplejningszonen flyttet til Havnegade og km-mærke 33,9.

Set i lyset af den triste hændelse, hvor 400 års kulturhistorie forsvandt i flammerne, er en lille ruteændring heldigvis et problem, der nemt kan løses. Og ruten med den lille ændring er stadig målt op efter alle gældende standarder.

Holdet bag Copenhagen Marathon vil gerne takke alle deltagere for deres forståelse.

Se en oversigt over forplejningszoner her

Hent ruten som GPX-fil her